Vedtægter for BUF

Vedtægter for Børne- og Ungdoms Fodbold Horsens

 

§1

Foreningens navn er Børne- og Ungdoms Fodbold Horsens (BUF Horsens), og dens hjemsted er Horsens

Kommune. Foreningen er stiftet den 24/3 2010.

 

§2

Foreningens formål er at tilbyde medlemmer fodbold og bevægelse, og give alle, uanset køn og etnicitet, mulighed for at tilbringe fritiden i sunde, udviklende og inspirerende omgivelser.

 

§3

Foreningen er medlem af Dansk Idræts Forbund, og er undergivet disses love og bestemmelser.

 

§4

Som medlemmer (aktive og passive) kan optages personer, som kan tilslutte sig forenings formål, vedtægter og værdigrundlag.

§5

Til gyldig udmeldelse kræves, at det pågældende medlem har betalt sit kontingent til foreningen frem til den dag, hvorfra udmeldelsen har virkning.

 

§6

Foreningens kontingent fastsættes for et år ad gangen af bestyrelsen, og forlægges på den årlige generalforsamling.

 

§7

Foreningens højeste myndighed er generalforsamlingen. Generalforsamlingen afholdes i marts måned og indkaldes med mindst 14 dages varsel ved bekendtgørelse på klubbens opslagstavle og på klubbens hjemmeside. Forslag, der ønskes forelagt generalforsamlingen til behandling eller vedtagelse, skal være formanden i hænde senest otte dage før generalforsamlingens afholdelse.

 

§8

Dagsorden for den ordinære generalforsamling skal mindst omfatte følgende punkter:

 

1. Valg af dirigent.

2. Beretning om det forløbne år.

3. Forelæggelse af regnskab for det forløbne år.

4. Godkendelse af regnskab.

5. Behandling af indkomne forslag.

6. a. Valg af bestyrelsesmedlemmer (2 i lige år og 3 i ulige år)

b. Valg af suppleant (1 hvert år)

7. Valg af revisor.

8. Valg af revisorsupplant

9. Eventuelt.

 

§ 9

Generalforsamlingen vælger sin dirigent alle medlemmer over 16 år har stemmeret. Medlemmer under 16 år kan repræsenteres af en forældre med dertil hørende stemmeret. Stemmeret kan kun udøves ved personligt fremmøde.

Generalforsamlingen er beslutningsdygtig uanset de fremmødtes antal på generalforsamlingen afgøres alle sager med almindeligt stemmeflertal (over halvdelen). Dog kræves til udelukkelse af et medlem, samt til ændring af vedtægterne, mindst 2/3 af de afgivne gyldige stemmer for forslaget. Skriftlig afstemning kan efter ønske foretages, Der skal tages beslutningsreferat af generalforsamlingen.

 

§10

Ekstraordinær generalforsamling skal afholdes, når flertallet i bestyrelsen finder det nødvendigt, eller når mindst 1/4 af foreningens medlemmer stiller skriftligt krav herom med forslag til dagsorden. Ekstraordinær generalforsamling skal afholdes senest fire uger efter, at kravet herom er modtaget, og den skal indvarsles i lighed med ordinær generalforsamling.

 

§11

Foreningen ledes af en bestyrelse, som består af formand, næstformand, kasserer, samt 2 menige bestyrelsesmedlemmer. Bestyrelsen konstituerer sig på et bestyrelsesmøde, senest 14 dage efter generalforsamlingen. Bestyrelsen er foreningens daglige ledelse og repræsenterer foreningen i alle forhold. Foreningen tegnes af formanden og kassereren. Udvalg kan nedsættes efter behov. Hvervet som kasserer kan ikke forenes med hvervet som formand. Revisoren skal hvert år i februar måned (inden 1. marts) gennemgå det samlede regnskab. Revisoren har til enhver tid adgang til at efterse regnskab og beholdninger. Over bestyrelsens forhandlinger føres en protokol. Kopi af protokollaterne tilsendes bestyrelsesmedlemmerne.

 

§12

Foreningen regnskabsår går fra 1/1 til 31/12. Kassereren skal inden den 1. februar afgive driftsregnskab for det foregående år og status pr. 31. december til revisoren, der reviderer regnskabet. Driftsregnskab og status forelægges den ordinære generalforsamling til godkendelse.

 

§ 13

Foreningen kan kun opløses, når 2/3 af deltagerne i to på hinanden følgende ekstraordinære generalforsamlinger stemmer herfor. Foreningens midler, som tilsluttede hovedorganisation ikke har krav på, skal tilfalde sportslige eller velgørende formål i Horsens efter generalforsamlingens valg. Afgørelsen træffes med simpelt flertal. Således vedtaget på stiftende generalforsamling den 24 marts 2010. Lovene træder i kraft fra den 25. april 2010

 

Tillæg pr. d. 22 september 2015

§ 14

Børne og ungdomsfodbold Horsens er en børne- og ungdomsklub. Derfor kan midler optjent ved kontingentopkrævning, sponsormidler, stævne afholdelse o. lign. ikke anvendes til formål ud over aktiviteter, som vedrører klubbens egentlige medlemmer, Børn i alderen 5-18 år.

 

Midler til trænergodtgørelser, som vedrører ungdomsarbejdet er undtaget.

Alle udgifter til Klubbens Old Boys / Senior hold betales ved kontingentindbetaling, som følger kontingentet i den øvrige klub, der reguleres efter samme metode som den øvrige del af klubben.

 

Kontingentet anvendes til betaling af udgifter, der genereres i forbindelse med driften, herunder udgifter til dommere, turneringsudgifter, materialer såsom bolde, kegler, lægetaske o.lign.

Udgifter til spillertøj afholdes af Old Boys / Seniorer holdene selv i forening.

 

Ingen udgifter kan pådrages klubben uden utvetydig overensstemmelse med BUF Horsens bestyrelse som værende øverste myndighed.

 

Eventuelle midler optjent af eller tilvejebragt af klubbens oldboys/seniorer tilfalder, medmindre andet tydeligt er aftalt med bestyrelsen, klubbens Oldboys/seniorer.

 

Ved ophør / opløsning af Oldboys eller seniorer hold, tilfalder alle aktiver / midler klubbens øvrige medlemmer, efter bestyrelsen godkendelse.

 

Klubben kan ikke drages til ansvar for handlinger udført af Oldboys / Seniorer, hverken økonomisk eller på anden vis.