reviderede vedtægter 2024

UDKAST TIL NYE VEDTÆGTER FOR BUF Horsens 

oktober 2024

 

§ 1 

Foreningens navn er BUF Horsens, og dens hjemsted er Horsens Kommune. Foreningen er stiftet den 24/3 2010. 

 

§ 2 

Foreningens formål er at tilbyde medlemmer fodbold og bevægelse samt mulighed for at tilbringe fritiden i sunde, udviklende og inspirerende omgivelser. Foreningens målgruppe er alle børn og voksne med interesse for fodbold uanset sportslige kompetencer, køn, etnicitet og psykisk eller fysisk sårbarhed. 

 

§ 3 

Foreningen er medlem af Dansk Idræts Forbund, og er undergivet disses love og bestemmelser. 

 

§ 4 

Som medlemmer (aktive og passive) kan optages personer, som kan tilslutte sig forenings formål, vedtægter og værdigrundlag. 

  

§ 5 

Til gyldig udmeldelse kræves, at det pågældende medlem har betalt sit kontingent til foreningen frem til den dag, hvorfra udmeldelsen har virkning. 

Ved manglende kontingentbetaling fremsender kassereren en rykker. Betales der fortsat ikke vil spillerens spillercertifikat blive spærret til betaling er sket.  

Bestyrelsen eller foreningsledelsen kan udelukke spillere, der optræder i uoverensstemmelse med foreningens værdier og regler. 

 

§ 6 

Foreningens kontingent fastsættes af bestyrelsen, og kan ændres ved den årlige generalforsamling eller ved ekstraordinær generalforsamling ved behov. 

 

§ 7 

Foreningens højeste myndighed er generalforsamlingen. Generalforsamlingen afholdes i ultimo januar måned og indkaldes med mindst 14 dages varsel ved bekendtgørelse på klubbens officielle Facebookside og hjemmeside. Forslag, der ønskes forelagt generalforsamlingen til behandling eller vedtagelse, skal være foreningsledelsen i hænde senest otte dage før generalforsamlingens afholdelse. 

 

§ 8  

Dagsorden for den ordinære generalforsamling skal mindst omfatte følgende punkter: 

 

  1. Valg af dirigent
  2. Beretning om det forløbne år
  3. Forelæggelse af regnskab for det forløbne år
  4. Godkendelse af regnskab
  5. Behandling af indkomne forslag
  6. Valg 
    • af bestyrelsesmedlemmer (2 i lige år og 3 i ulige år) 
    • af suppleant (vælges for 1 år ad gangen) 
    • Valg af revisor

   7. Eventuelt

§ 9 

Generalforsamlingen vælger sin dirigent. Alle medlemmer over 16 år har stemmeret og mulighed for at blive medlem af bestyrelsen. Medlemmer under 16 år kan repræsenteres af en forælder med dertil hørende stemmeret. Stemmeret kan kun udøves ved personligt fremmøde. Generalforsamlingen er beslutningsdygtig, uanset de fremmødtes antal. På generalforsamlingen afgøres alle sager med almindeligt stemmeflertal (over halvdelen). Dog kræves til udelukkelse af et bestyrelsesmedlem samt til ændring af vedtægterne mindst 2/3 af de afgivne gyldige stemmer for forslaget. Skriftlig afstemning kan efter ønske foretages. Der skal tages beslutningsreferat fra generalforsamlingen. 

 

§ 10 

Ekstraordinær generalforsamling skal afholdes, når flertallet i bestyrelsen finder det nødvendigt, eller når mindst 1/4 af foreningens medlemmer stiller skriftligt krav herom med forslag til dagsordenen. Ekstraordinær generalforsamling skal afholdes senest fire uger efter, at kravet herom er modtaget, og den skal indvarsles i lighed med ordinær generalforsamling. Der skal tages beslutningsreferat fra en ekstraordinær generalforsamling. 

 

§ 11 

Foreningen ledes af en bestyrelse, som består af formand, næstformand, økonomiansvarlig samt 2 menige bestyrelsesmedlemmer. Bestyrelsen konstituerer sig umiddelbart efter generalforsamlingen. Foreningen tegnes af formanden og økonomiansvarlig. Formand og næstformand indgår i et tæt og ligeværdigt samarbejde som klubbens foreningsledelse. Udvalg kan nedsættes efter behov. Hvervet som økonomiansvarlig kan ikke forenes med hvervet som formand. Revisoren skal hvert år i medio januar måned gennemgå det samlede regnskab. Revisoren har til enhver tid adgang til at efterse regnskab og beholdninger.  

  

§ 12  

Foreningens regnskabsår går fra 1/1 til 31/12. Økonomiansvarlig skal inden medio januar afgive driftsregnskab for det foregående år og status pr. 31. december til revisoren, der reviderer regnskabet. Driftsregnskab og status forelægges den ordinære generalforsamling til godkendelse. 

 

§ 13 

Foreningen kan kun opløses, når 2/3 af deltagerne i to på hinanden følgende ekstraordinære generalforsamlinger stemmer herfor. Foreningens midler, som tilsluttede hovedorganisation ikke har krav på, skal tilfalde sportslige eller velgørende formål i Horsens efter generalforsamlingens valg. Afgørelsen træffes med simpelt flertal.  


§ 14

BUF Horsens er en børne- og ungdomsklub. Derfor kan midler optjent ved kontingentopkrævning, sponsormidler, stævneafholdelse o. lign. ikke anvendes til formål ud over aktiviteter, som vedrører klubbens egentlige medlemmer, børn i alderen 5-18 år. 

 

Alle udgifter til klubbens oldboys- og seniorhold betales ved kontingentindbetaling, som følger kontingentet i den øvrige klub, der reguleres efter samme metode som den øvrige del af klubben. BUF Horsens Seriehold har et højere kontingent end øvrige medlemmer i klubben. Differencen fra det ordinære kontingent overføres til en særskilt klubkonto for BUF Horsens Seriehold. 

 

Kontingentet anvendes til betaling af udgifter, der genereres i forbindelse med driften, herunder udgifter til dommere, turneringsudgifter, materialer såsom bolde, kegler, lægetaske og lign. Ingen udgifter kan pådrages klubben uden utvetydig overensstemmelse med BUF Horsens bestyrelse som værende øverste myndighed. 

 

Eventuelle midler optjent af eller tilvejebragt af klubbens oldboys/seniorer tilfalder, medmindre andet tydeligt er aftalt med bestyrelsen, klubbens oldboys/seniorer. 

Ved ophør og/eller opløsning af oldboys- eller seniorhold, tilfalder alle aktiver/midler klubbens øvrige medlemmer efter bestyrelsens godkendelse. 

 

Klubben kan ikke drages til ansvar for handlinger udført af oldboys- eller seniorhold, hverken økonomisk eller på anden vis. 

 

Senest revideret i oktober 2024.